ÆBLET

Jabuka

 

 

Jeg ser Solens korn

Omstøbt i dets skræl.

 

Hele yndighed har samlet sig

I dets rødmes bue.

De fjerne bjerges tavshed

Kom ind igennem stilken.

 

Som om den har lige rendt

Til hænder, bøger …

Liderligt – som en elskerinde – tilbyder den sig

Idet den ligger på tallerken.

 

Med de hemmelige nøgler åbner den sin mund

Og øser Solens små korn.

  

VANDFALDET

Slap

 

 

Vi har efterladt vinduet åbent – hjertet også –

I årevis. Som tavse guder iagttager vi

Vægtige stjerner deroppe mens lyset

Plumper ned i havet yden lyd, der

Kunne svæve over strandens sten.

Der lyser det ene øje på himmelen, det andet

Kender jeg ikke, søvnsløshederne plager os idet vi ældes

Og tænker på døden og vejen. Vi lever stadigvæk i illusion, at vi er lykkelige

Mens vi tænker på stjerner og forlader vinduet

Åbent for at se oppe.

 

I denne tavshed aner vi ofte slet ikke måneskinnets

Vandfaldet, som en kvinds yndighed når hun kommer til syne

Med sine blide linier, jeg siger, vi slet ikke

Aner vandfaldet af lyset der

ildevarslende forlokker og ødelægger os.

 

PIGEN OG SØEN

Devojka i jezero

 

 

På søen falder første regndråber.

Skylregnen, og bagefter øser Solen ned igen.

Skinnende glans i mig skriver usynlig,

En skønhed, der giver prikker i øjnene.

 

Som om hun forskyllede trætheden og støvet –

Ruller Solens korn sig i vandet.

Pigen førskønnede billedet straks

Ved at løbe forbi som et rådyr.

 

I sjælen mumler vandfaldet igen.

Jeg lytter til: tavsheden, fuglen, dråben

Dette uhørlige brag løfter mig fra

 

Smerten og den dybe søvn.

Nej, virkelig: den luftige og rene skønhed

Tilbagegiver tro på livets mening.

 

FREDEN, HAVET, DRØMMEN

Mir, more, san

  

Ensomhedens stund. Uden kvindens varme pust.

Et værelse over havet,  små søjler af skum.

Ansigtet i håndflådene, af en fordybet kvinde:

Bordet, bøgerne, æblerne, skyggesporene.

 

Tavshedens stund. Lyset forgylder tingene:

Skoven, fuglen, marken, de bølgende græsstrå.

Det er det gamle billede der tanker tilbagegiver

Fra forbigangne meget lykkeligere stunder.

 

Det lille hjærte buet til en kærligheden, en slank bro,

Der nu og da sprøjtes af dæmpet lys

Min svage hånd bliver overgrovet med støv, siv og tagrør.

 

Freden. Plukket fra kroppen, vandrer der en knogle rundt.

Det lille tårn svulmer af smerte:

Et betændt øje, skælven, grove sanser.

 

 

ET UKENDT FRØ

Nepoznata semenka

 

Vi ser det men vi ved ikke dets navn,

Ved ikke hvad kommer til at vokse ud af det.

 

Uartikuleret og fuld af en eller anden hemmelighed

Smiler det gådefuldt i håndflader.

 

Hvor skal vi så det og hvor meget tavshedens

Sol og dråber trenger vi,

Hvor mye dråber af tavsheden skal vi tilføje?

 

Er det en duftblomst eller en gifttorn

Der skal give øjet glans.

 

Skåret i de grønne knær

Skal det skyde de nye blade?

 

Jo mere vi ser på det desto mindre ved vi

Men det skal vokse gennem vores brækket sjæl

 

REGNEN OG STRÅENE

Kiša i vlati

 

                                  Til danserinde i regnvejret

 

Regnbyge. Regnduft, enhvert græsstrås erotikken.

Barbenet og henreven,  i drøm og trance.

Vandets dans hvis pulsens hvert slag flakker,

Helt uindskrænket, udfører sin sommerseance.

 

Dråbernes rytme, noter i den underbevidste ekko,

Blomsterstøv og den berusende duft, der linden øser,

Og som i en drøm, var regn og ømme græsstrå

Det grømme lys, der hældes ned på håndflåderne.

 

Det våde hår; kjolet stramsiddende;

Hun danser i regnen livets vals,

Som rådyr i spring, let buet.

 

Regngudinde der udtstråler skønhed.

Vi ser på henne – lidt overrasket –

Den danserinde i regnen eller den gale pige.

  

STJERNER VED HOVEDGÆRDE

Zvezde na uzglavlju

 

Den adskillese

Årenes skønhed i liv

Kyssene der varer længe

 

Bleg i forventningen

Følger hun mit blik

Og mine hænders bevæggelse

 

Jeg kender denne antydning

Kærligheds hemmelige tegn

Med trykkede skuldre

Øjne under kronblade

Den søde frygt i kroppen

 

Hvid som en vandblomst

Så ung og blid:

Ikke engang i digtet

Tør jeg indføre hende;

 

Kun nattekys er tilbage

Og sene stjerner ved hovedgærde

 

MIN KÆRESTE

Draga

 

Smækker – på varm sommers sand – ligger min kæreste.

Hun har vidt åbne øjne og er fordybet i himmelen

Gådefuldt smilende holder hun på sin hemmelighed.

 

Jeg kommer, legger meg udstrakt ned ved siden af henne og venter på

At et stykke sommer falder ind i mine øjne også

Venter hele evigheden og lidt længere

 

Det er ikke mig, men min kæreste der er lykkelig

Hun bliver helt til kærlighed og

Er ved at kvæles af uforklarlig latter

 

Når som helst hun får lyst, tænder hun en ny sol med sin læbe

Og med sine tynde armer tager hun den ned fra højder.

 

NOTITS OM EN PIGE

Beleška o devojčici

 

Din krop er som et hav, min lille pige, og hænder er som bølger

Dine vandfarvede øjne der udstråler uskyld

Hele maj sover blomsterkranser i dit hår

På grund af din ånde går en klap ned for mig

 

Jeg ser: fra dine håndfladerne flyver måger op

Overvæltet Sol blunder i hendes i overarme

Rådyrene holder stille i marken af dine ord

I længsel efter dig blomster johannesbrødtræerne

 

Din krop er som et hav, min pige, og i din midje

puster der en lille rådyr af fjerne landskaber

Noget er skrevet i sand og noget er skrevet i bølge

 

Af dine skrid og din uro

Og nu, lige pludselig, ønsker du, min lillepige,

At være moden som om du er en appelsin

  

MIN KÆRESTES ØJNE MENS HUN FØLGER MIG UD

Oči moje drage dok me ispraća

 

Min kæreste har øjne som regndråber i rose,

Mens vi står på tærsklen af vort hjemme

Under vore års dække danser mørk Sol

I vore pulsslag er der fortvivlelses lynglimt

 

Over violette bjerge glider Solen langsomt ned

Og kommer ind i min kæreste som en tyv der stjæler dufte

Min kæreste lægger øre til en konkylie

Og hører ingenting bortset fra bølgenes lyde

 

Hun vinker med armene som en svale og jeg ser intet

Mere men kysser min kæreste på øjet

Og føler forud fraværets bitre år

I alle ting blev kun det knuste hjærte

 

 

KVÆDE ELLER KVINDE

Dunja ili žena

 

Hvorfor er du ikke kvæde, dets duft eller friskhedens aftryk

Farve der forfører øjne og leder tanken langt bort

Nøgent kød iklædt længslen tåge, disse

Høfter under kjolen i vindens folder

 

Jeg havde tænkt mig på hvilken måde jeg skulle tegne dig som ureel

Mens du løber over søens overflade og forsvinder

Langt bort i et punkt, hvidhudet som en måge

jeg forvildede mig bort og åd fra min sjæl

 

Og jeg skrev dine pupillers farve med min tanke

Gik til det ukendte og forskede dette lille hjerte

Af kvæden der ligger på mit bord og fulgte med øjnene spor

Efter din krops yppige form som kvædens skræls rødme

 

PIGEN KLEMMER KNÆENE SAMMEN

Devojčica skuplja svoja kolena

  

Pigen klemer sine hvide knæ

Det to klumper af lys, to dråber af blidhed

Disse blomster der opløser sig i petaler

Ydmyg, kunne hun lide godt mine håndflader på dem.

 

Mit blod sætter hende foran et vidunderligt lys

Men det lykkes ikke det at åbne kærlighetdens stærke hængelåse

Her hjælper det hverken et kys eller flagren

Der hemelig flammer op i dybe pupiller

 

hendes bleghed er spredt over hele hendes krops april

Jeg lærte intet af det første kys, ser jeg

Det er kun sulten der blev større med årene

I græsset byder vi velkommen til morgen og fjernt lys.

  

Oversat fra serbisk til dansk af Predrag Crnković

  

JOVICA ĐURĐIĆ er født den 3. oktober 1949 i Glogovica uden for Doboj, Republika Srpska. Skriver prosa og digte. Uddannet ved Pædagogisk fakultet i Rijeka. Medlem af både Serbiens og Republika Srpskas Forfatterforening.

Forfattede tretten bøger (digtesamlinger og prosa), også for børn. Har publiceret tekster i flere tidsskrifter og blade. Oversat bl.a. til engelsk, rusisk, italiensk, polsk, tjekkisk, tyrkisk, slovensk, makedonsk osv. 

Bibliografi: 

USNULA DEVOJKA /digte/, Svjetlost, Sarajevo, 1974,

LARISA /digte/, Riječko književno društvo, Rijeka, 1974,

LJUBIČASTO GORJE /digte/, Svjetlost, Sarajevo, 1976,

SANAK SKLOPIOČIĆ /barnefortællinger/, Otokar Keršovani, Rijeka, 1983,

KAKO VOLIM ANU, /barnedigte/, Izdavački centar Rijeka, 1983,

RUKE VEČERNJIH LJUBAVNIKA, /digte/, Izdavački centar Rijeka, Rijeka, 1984,

LJUPKO TELO /digte/, Partizanska knjiga, Ljubljana, 1985,

KOŠUTA I LOPOČI, (THE ROE AND WATER LILIES) /bisproget udgivelse, digte/, Vikend knjiga, Beograd, 2000, 

ISTRGNUTI RUKOPIS /digte/, Interpress, Beograd, 2004,

NJENE OČI MORE /digte/,  bibliofilsko izdanje (21 primjerak), Književni atelje Art, Malinska, 2004),

ŽIRAFA ŽERALDINA /barnedigte/, I oplag Ars Poetica, Beograd, 2005, II oplag 2006,

SIMONINE OČI /barnefortællinger, I oplag/, Bookland, Beograd, 2006, II oplag Ars Poetica, Beograd, 2006

LEPO JE BITI KOD KUĆE /barnedigte/, Bookland, Beograd, 2008., drugo izdanje Ars Poetica, Beograd, 2008.

Fik flere priser ved litterære konkurrencer. Dobbeltvinderen af pris „Drago Gervais“ (Žerve) Rijeka. Vandt også ”Zlatna značka«” (Det gyldne emblem) af Kulturno-Prosvetna zajednica Srbije (Serbiens Kulturforening).  

[email protected]      www.jovicadjurdjic.com